Mathilde er den af vores børn der i flest år har handlet hund i udstillingsringen, hun startede som 3-årig, og siden har hun nydt sporten sammen med mange forskellige hunde og racer. En sport hvor samarbejde, gensidig kærlighed og viden omkring hunde er i fokus. Hun er endelig blevet gammel nok til at stille på DKK og andre officielle udstillinger, og hun nyder at træne hundene op til de forskellige udstillinger, men derudover skal en juniorhandler altid kunne tage fremmede hunde og hurtigt få et samarbejde i gang, det får de unge kun, hvis de elsker at arbejde med hunde og hvis de kan aflæse dem.

Formålet med Junior Handling konkurrencer er at øge unges interesse for hundeaktiviteter og at udvikle et bredt samarbejde og kontakt mellem hunde og unge. Hovedfokus er samarbejde og synkronisering mellem juniorhandler og hund. Hver handler skal evalueres både individuelt og som en del af en gruppe, desuden bliver du spurgt ind til generelt viden om hunde samt racens egenskaber. Der dømmes løb og samarbejde under løb, og hunden altid skal være ind imod dommeren. Dommeren kan bede om at skifte hunde mellem handlerne, hvis han/hun føler det nødvendigt for at kunne træffe en endelig beslutning, men dommeren skal sikre, at alle hunde håndteres sikkert.